Drustrups Bogblog

Drustrups Bogblog

Følg med

Send mig en mail HER og få besked, når der er et nyt indlæg

Alessandro Perissinotto: Den sidste hvide nat

Krimi og spændingPosted by Per Drustrup 25 May, 2018 17:09

Fra bogens bagside:
Anna Pavesi er psykolog og har arbejdet med stofmisbrugere i Torino. I et par år har hun boet i Bergamo og beskæftiget sig med at finde forsvundne personer. Da en forhenværende kollega i Torino kontakter hende og beder om hjælp til at finde en kollega, er misbrugsbehandler, kan Anna ikke sige andet end ja.

Skønt hun er bekendt med narkomiljøet, får hun sig ubehagelige overraskelser.



Min anmeldelse:
Forlægger Karen Kristensen fra Forlaget Arvids overbeviste mig på Krimimessen 2018 om, at jeg skulle læse krimierne af Alessandro Perissinotto. Med baggrund i mine positive erfaringer med andre bøger fra Forlaget - bl.a. Andrea Camilleri: Hedebølge i august (http://blog.drustrup.dk/#post28) var svært at overtale. Hun sendte mig begge de indtil nu oversatte bøger af trilogien om Anna Parvesi, og selv om jeg måske burde have begyndt med bind 1, gik jeg i gang med den den helt nye.

Bind 1 i serien hedder "En grim lille historie", og da den udkom i 2016, fik den en ualmindeligt flot anmeldelse af Bo Tao Michaëlis - bl.a. med ordene "Vidunderligt velskrevet" - og det var da også med til at overbevise mig, og jeg blev bestemt heller ikke snydt!

Med et intensivt forløb over 10 dage får vi historien om et betændt og voldeligt narkomiljø i det norditalienske. Da bogen foregår i 2006, mens der var Vinter OL i Torino, får vi også historien om den indflydelse et så stort arrangementet har på en mindre by. Samtidig står hovedpersonen, Anna Pervesi, som en stærk person, der meget fint formidler den italienske moral og stemning.

Jeg har forstået, at flere læsere har problemer med bøger, hvor en jeg-fortæller er gennemgående. Det forstår jeg generelt ikke, og slet ikke i dette konkrete tilfælde. Anna Pavesis tanker, observationer og handlinger bringer med jeg-formen historien helt tæt på læseren. Det er ligesom at følge en person i et Virtual Reality-univers, og det fungerer optimalt her. Tilsammen gør det bogen til en fornøjelse at læse. Det er også godt, at en krimi for en gangs skyld er koncentreret i sit sprog om og alligevel på de færre sider formår på bedste vis at fortælle en interessant og spændende historie.

Og slutningen! Jeg vil bestemt ikke afsløre andet, end at opgaven løses, og alle løse ender knyttes sammen på en på alle måder logisk og retfærdig måde. Det er ikke usædvanligt i en krimi, men måden, som Perissinotto får brikkerne til at falde på plads på, er herligt anderledes og meget overraskende.

En dejligt skrevet og spændende lille italiensk bog fra Arvids. Jeg kipper med det italienske flag for både bogen og forlaget - og giver bogen 8 point på min krimiskydeskive og 4 krimihjerter på krimifan.dk

Alessandro Perissinotto
Den sidste hvide nat
Arvids, 2018
256 sider

PS
Læs også denne fascinerende roman fra samme forlag:
Laurent Mauvignier: Verden rundt.
Det er en velkomponeret, fremragende, fascinerende, intens og gribende roman, hvor forskellige personers skæbner verden rundt forbindes.
Læs mere om bogen her: http://blog.drustrup.dk/#post44



  • Comments(0)//blog.drustrup.dk/#post151

James Lilliefors: Stormen

Krimi og spændingPosted by Per Drustrup 18 May, 2018 09:29

Fra bogens bagside:
Præsten Luke Bowers bliver hurtigt klar over, at Susan Champlain ikke er som de andre turister i Tidewater County. Susan opsøger ham og fortæller, at hendes mand har truet med at få hende til at "forsvinde" på grund af et foto, hun har taget. Besøget gør Bowers så urolig, at han nævner det for sin veninde, politikommissær Amy Hunter.

Samme aften finder man Susan død på stranden. Hunter og Bowers sætter sig for at finde ud af, hvilken hemmelighed Susans foto gemmer. Sporene i efterforskningen leder dem til en række uopklarede mord, til magtfulde kriminelle og til det forsvundne Rembrandt-maleri: Stormen på Genesaret Sø. Men samtidig risikerer de at blive morderens næste mål...


Min anmeldelse:
Jeg var meget begejstret for første bog i serien om det umage makkerpar - præsten Bowers og kriminalkommissæren Hunter - og deres samarbejde ved Chesapeake Bay i det nordøstlige USA i Tidewater County, Maryland. Læs her - http://blog.drustrup.dk/#post123 - hvad jeg skrev om bogen "En særlig form for ondskab".

Min begejstring er dog kølnet noget med denne bog, og om det er midlertidigt vil vise sig efter de næste bind i serien, som stadig virker interessant, men dette bind 2 i serien virker på mig mere ufokuseret og rodet end den første bog. Det lyder måske som mere negativt, end det faktisk er ment, men når forventningerne er høje, er det nemmere at blive lidt skuffet end positivt overrasket.

Bogens plot med kunsttyveri som det centrale emne er ikke lige så spændende og interessant trods et ret overraskende twist til sidst. Desuden arbejder makkerparret denne gang mere hver for sig, og der er ikke lige så meget gang i den lokale magtkamp mellem sheriffen og Amy Hunter. Samtidig var det sværere for mig at holde overblikket over handlingen og personernes ageren. Resultatet var, at jeg bare ikke blev lige så læseglad, grebet og overrasket som ved læsningen af første bog.

Derfor bliver det "kun" til 7 skydeskivepoint her og 4 krimihjerter på krimifan.dk

James Lilliefors
Stormen
HarperCollins Nordic, 2018
348 sider



  • Comments(0)//blog.drustrup.dk/#post148

Michel Bussi: Sorte åkander

Krimi og spændingPosted by Per Drustrup 13 May, 2018 20:43


Fra bogens bagside:
Kunstkenderen og kvindebedåreren Jérôme Morval bliver fundet myrdet i åen, som løber gennem Monets have i landsbyen Giverny. I hans lomme ligger et postkort med Monets kendte ”Åkander”, hvorpå der står: „Elleve år. Tillykke med fødselsdagen”.

Tre kvinder er tilsyneladende blandet ind i mysteriet: Et ungt, kunstnerisk geni, en forførende landsbylærerinde og en gammel enke, der betragter landsbyens gang fra en mølle ved åen.

De tre deler en hemmelighed. Men hvad ved de om Jérôme Morvals død? Og har dødsfaldet forbindelse til Monets sagnomspundne maleri ”Sorte åkander”, hvis eksistens aldrig er blevet bekræftet?


Min anmeldelse:
Fra begyndelsen afsløres det, at én af de tre kvinder - barnet, lærerinden eller enken - skal dø i løbet af bogen, men hvem? Det er ikke det eneste åbne spørgsmål i bogen, slet ikke. Det er på ingen måde en lineær fortalt bog, men en kompleks og intelligent konstruktion, der fangede mig, forvirrede mig, irriterede mig, forundrede mig og meget mere end det.

Derfor er det en udfordring at fortælle ret meget mere om bogen uden at afsløre for meget og dermed ødelægge læsningen fuldstændigt. Så det vil jeg lade være med. Blot vil jeg sige, at slet intet er, som det i begyndelsen og undervejs ser ud til at være. Det er længe siden, jeg er blevet så grundigt overrasket over slutningen på en bog som med denne. Og alligevel virker løsningen på bogens gådefulde og særlige opbygning fuldstændig logisk og oplagt. Det er skarpt skrevet af Michel Bussi! Det ville jeg gerne have snakket med ham om, da vi mødtes til Krimimessen 2018 (se billedet), men jeg har desværre først læst bogen lige nu.

Jeg giver den 9 skydeskivepoint her på min blog og 5 krimihjerter på krimifan.dk.

Michel Bussi
Sorte åkander
People's Press, 2018
394 sider




  • Comments(0)//blog.drustrup.dk/#post147

Anna Jansson: Skyggebarn

Krimi og spændingPosted by Per Drustrup 12 May, 2018 13:28

Fra bogens bagside:
En ældre mand findes myrdet, skuddræbt i hovedet på klos hold uden for sit hjem i det sommerdøsige fiskerleje Ronehamn. Det er den tooghalvfemsårige Heinz Meyer, der er død.

Heinz Meyer kom som en af flere sårede tyske soldater til Gotland efter Anden Verdenskrig for at modtage pleje. Siden levede han i over tres år en stille tilværelse i den lille flække på Gotland. Maria Wern bliver sat på sagen om det koldblodige mord og har svært at finde noget motiv til det. Fiskerlejet få beboere er modvillige til at hjælpe med oplysninger, og det gør ikke opgaven nemmere. Marias egen verden ramler, da der sker et dødsfald i familien. Og som om det ikke skulle være nok, sker der noget på hendes børns sommerlejr, som vækker politiets opmærksomhed: pigen Millar forsvinder.


Min anmeldelse:
Som det fremgår af handlingselementerne fra bagsiden, er man som læser på kendt grund: Sverige, Gotland, fortidige begivenheder har betydning for plottet, lokalmiljø, personlige problemer for politihovedpersonen osv.. Jeg var selvfølgelig interesseret i at finde ud af, hvordan historiens forskellige ender mødtes til sidst, og basalt set hvem forbryderen/forbryderne (jeg afslører ikke det mindste) er, men rigtigt spændt blev jeg ikke aldrig rigtigt.

At læse bogen var ligesom at se en af de mange filmatiseringer af de mange (19 i alt på svensk, men denne er kun den femte på dansk - og nr. 15 i rækken) bøger om Maria Wern. Filmene finder jeg ganske afslappende og underholdende, og så varer de ikke så lang tid at se, som det tager at læse bogen. Og det gør slet ikke noget. Strukturen og plottet mindede mig også om at læse f.eks. en tidlig Läckberg-krimi.

Kort konklusion: en blød, moderat spændende mellemvare, der ikke formår for alvor at overraske. Det er der helt sikkert mange læsere til, men jeg blev ikke rigtigt interesseret og er ikke den overbeviste fan, så derfor må jeg nøjes med at give den 5 point på min 10-points krimiskydeskive og 2 1/2 krimihjerter (men det kan jeg ikke, så det bliver 3 flinke krimihjerter) på krimifan.dk

Anna Jansson
Skyggebarn
People's Press, 2018
324 sider



  • Comments(0)//blog.drustrup.dk/#post146
Next »