Drustrups Bogblog

Drustrups Bogblog

Følg med

Send mig en mail HER og få besked, når der er et nyt indlæg

Henrik Palle: Thomas Winding - en stemme i tiden

Alt muligt andet godtPosted by Per Drustrup 09 Nov, 2018 09:01

Fra bogens bagside:
Thomas Winding havde en stemme, som alle mennesker holdt af at lytte til. Når han fortalte historier, hvad enten det så var hans egne eller dem om Emil fra Lønneberg eller Alfons Åberg, hørte folk instinktivt efter og blev indhyllet i roen og fortælleglæden fra hans røst. Men egentlig ville han være kunstmaler og gå forbillederne Picasso og Matisse i bedene. Imidlertid kom tilværelsen ham i forkøbet, og i stedet blev det til et liv som først mediemenneske og siden forfatter.

Thomas Winding revolutionerede tv-mediet, inden det for alvor havde fundet sine ben i midten af 1960'erne. I monopolets tidsalder skabte han seje Super-Carla, der kunne trylle, at en stor gul bamse blev en del af danske børns indre og ydre liv. Men selv om han i løbet af sin karriere lavede noget af det bedste børnefjernsyn, brød han sig ikke synderligt om det flygtige medie. Faktisk fandt han tv både fjollet og lidt til grin. Han endte på Ærø som glad kunstmaler og børnebogsforfatter med hunden Mester som diskussionspartner.

Denne bog er en krønike om Thomas Winding. Om hans liv, hans børn, hans fjernsyn, forfatterskab og forhåbninger. Og om den tid og den verden, han var rundet af og talte til og med.


Min tidligere kollega, bibliotekar emeritus BJARNI ÅKESSON FILHOLM, er denne gang gæsteanmelder. Tak til Bjarni!!


Bjarnis anmeldelse:
Jeg er glad for at have fået muligheden for at anmelde denne bog om Thomas Windings liv og virke.

Det er faktisk sådan, at jeg har ventet på en biografi i papirform om denne et af mine danske forbilleder. Jeg kender til diverse udmærkede dvd-udgivelser om Thomas Winding, men har egentlig gået og undret mig over, at der ikke kom en ”rigtig” bog om ham. Forlaget Politiken og forfatteren Henrik Palle opfylder nu i fællesskab mit ønske.

Og det er en god og veloplagt bog om Thomas Winding, der kronologisk skildrer multitalentets liv samtidigt med en vekselvirkning og kortlægning af hans kunstneriske virke, - dette bliver så elegant suppleret og sat ind i en kulturel sammenhæng med relevante oplysninger om, hvad der ellers foregik i verden i Thomas Windings levetid (1936-2008).

Jeg har altid betragtet Thomas Winding som et yderst talentfuldt menneske, - jeg er bevidst om ikke at udnævne alle mulige og umulige til genier, men i Thomas Windings tilfælde tøver jeg ikke. Jeg har det næsten som en af de personer, der er citeret i bogen. Hun siger: ”Ja, han kendte ikke mig, men jeg kendte ham…”.

Hans stemme er med rette blevet fremhævet, som ganske enestående, fløjlsblød med et elegant roligt taletempo. Men der anes vel også noget provokerende og drillende i den tilsyneladende slentrende og høflige diktion? Det er altid en fordel at have humoren på sin side - og den underspillede virker dobbelt så stærkt.

Underlægningsfortællerstemmen til filmene om Emil fra Lønneberg bliver af mange ofte fremhævet som noget enestående Windingsk, som de husker fra deres barndom og ungdom. Denne oplevelse af en venlig stemme fra fortiden er jeg helt med på, men vil dog retfærdigvis stilfærdigt gøre opmærksom på, at den originale svenske fortæller i filmene om Emil fra Lønneberg nu også var temmelig god.

Thomas Windings liv var spraglet og omskifteligt. Han ville gerne - som barn - danse ballet i en kortere periode, han ville gerne male og tegne og senere skrive børnebøger. Og det gjorde han så alt sammen med skiftende intensitet livet igennem, og hvad især børnebøgerne angår også med stor succes og anerkendelse.

Så blev han filminstruktør, lærer på Filmhøjskolen i Ebeltoft, Filmkonsulent og højskoleforstander. Han boede i en stor del af sit liv i København, hvor hans mange kunstnervenner også boede - vekslende med Ærø, hvor han nød freden og forsøgte at finde arbejdsro.

Samtidigt med alt det skabte han - i samarbejde med andre yderst talentfulde kunstnere, som bl.a.: Jytte Abildstrøm, Bodil Udsen, Suzanne Brøgger, Olaf Nielsen, Hans Christian Ægidius, Brian Patersson, Gotha Andersen, Otto Brandenburg, Hauch-Fausbøll og ofte også sammen med sine egne familiemedlemmer og gode venner - de fremragende børne- og ungdoms tv-udsendelser/serier, som han med rette er anerkendt for: ”Lirumlarum”, Super Carla”, ”Blomsterpistolen”, ”Farvel jeg hedder Kurt”, Tyllefyllebølleby, ”Det har jeg aldrig sagt”, ”Se Hundested og gø” for blot at nævne nogle af dem, jeg selv kender. Jamen kæreste venner! - hvor jeg nød at se disse tv-serier fra dengang, det var før.

Jeg noterer mig også med glæde, at hans spillefilm ” Revolutionen i vandkanten” fra 1971 for øjeblikket restaureres af en af Thomas Windings eks-hustruer, Busser Winding. Så bliver der engang mulighed for at gense den.

Winding og kvínderne:
Han blev gift og skilt mange gange og havde efter sigende mange udenoms-amorøse affærer. Han må have haft voldsom kvindetække. Jeg hæfter mig ved, at han blot ved at gå iklædt kedeldragt i en periode startede en mode blandt kvindelige ansatte i TV-byen, som også iklædte sig kedeldragter med bælterne spændt stramt om taljen. Windings interesse for det erotiske ses også af hans pornografiske romandebut: ”En historisk oplevelse. En nostalgisk porno i anledning af Københavns fødselsdag”. (1967). En efter datidens moralbegreber dristig og uartig sag.

Thomas Winding fik mange børn, alle dygtige og begavede på hver deres måde. Af bogen kan man forstå, at han ikke altid havde tid til dem, da hans fokus var andetsteds. Da han blev ældre, ændrede det sig til det bedre.

Som ungt menneske i 1960’erne og 1970’erne betragtede jeg ham som en begavet våbenbroder, som på en elegant og humoristisk facon stillede spørgsmål ved det vante og gængse. Hvorfor gør man sådan? Hvem har bestemt det? Kunne man overveje at gøre det på en anden måde? Hvis man fandt det omgivende samfunds normer begrænsende uden rigtig selv at kunne formulere, hvori det snærende lå, så trådte Thomas til med sin filosofiske crazy-komik og stillede sine tilsyneladende uskyldige spørgsmål til det allerede vedtagne.

Anarkisme, og mistro til autoriteter blev udfordret via gakkede fortællinger. Ikke noget med udmattende politiske venstre- eller højreorienterede argumenter. Næ, Thomas Windings rebelskhed var langt mere forfinet og universel. En slags sofistikeret nonsens-logik, måske?

Hans stemme var vigtig, - fortællingernes rolige fremadskriden ligeså. Det var jo lige der i spændingsfeltet mellem de to elementer, at magien og den euforiserende humor opstod.

Jeg kunne lide hans satiriske form for løjer, den kulsorte humor som lidt efter lidt antagelig var med til at ændre meningsdannelsen hos bestemte samfundsgruppers stivnede moralopfattelse og selvpåførte etikette-slaveri. Det vil jeg gerne tro.

Henrik Palles udmærkede bog om Thomas Winding har jeg været glad for at læse. Den er illustreret med fotografier af kunstneren, hans hustruer, børn og venner. Der er også en del malerier, som alle peger hen mod Thomas Windings snurrige visuelle begavelse. Dertil kommer et stamtræ og en værkfortegnelse bagest i bogen.

Efter mine begreber er denne bog sammen med Leonard Cohens (hov, der var da endnu en herre med en karakteristisk stemme) posthumt udgivne ”The Flame” en af de mest vedkommende og læseværdige bøger, der er udkommet i 2018. Derfor får den denne blogs maksimale 5 stjerner.

Henrik Palle
Thomas Winding : En stemme i tiden
Politikens Forlag, 2018
300 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget




  • Comments(0)//blog.drustrup.dk/#post192

Jan Guillou: Dem der dræber drømme sover aldrig

Alt muligt andet godtPosted by Per Drustrup 04 Nov, 2018 16:57

1972: Den venstreradikale bølge fra 1968 virker nærmest idyllisk sammenlignet med den krig, der nu vokser frem mellem Europas sikkerhedstjenester og en mere og mere splittet venstrefløj.

Eric Letang arbejder om dagen som fuldmægtig i Henning Sjöstrands berømte og berygtede advokatfirma, men om aftenen og i weekenderne er han aktiv på venstrefløjen. Hans store kærlighed Gertrude er advokat i Hamborg i et brutalt politisk klima, hvor hun oplever, at hendes venner en efter en sættes i fængsel eller bliver dræbt.

I Sverige arbejder hemmelige agenter efter vesttysk forbillede på at fremprovokere en åben konfrontation mellem “terrorister” og staten, og for den modstandsbevægelse, som Eric Letang er med i, bliver det et farligere og farligere spil.

Samtidig dør den ældre generation af familien Lauritzen, og en ny kommer til.


Først kort om mit forhold til Jan Guillous serie:
Jeg har med stor fornøjelse fulgt med i hele serien lige fra "Brobyggerne" åbnede med et brag. Jeg var fascineret både af de enkelte bøger og af det store romanprojekt. Derfor forsøgte jeg fra dengang af og frem til 2014 at arrangere et forfattermøde med Jan Guillou på Hjørring Bibliotek.

Det lykkedes sommeren 2014, og hele Guillous rigtigt gode oplæg om sit forfatterskab inkl. baggrunden for serien kan findes her: blog.drustrup.dk/#post11. Det var kort før bind 4 "Ikke at ville se" udkom - og for en gangs skyld brød Guillou seriens fremadskridende kronologi ved at lade næste bind i serien "Blå stjerne" foregå på samme tid og om de samme begivenheder, men med det hele set fra 2 forskellige vinkler. Efter min mening var det et genialt fortælleteknisk træk, der viste Lauritzen-familiens forskellige grundholdninger.

Efter disse bind begyndte handlingen at bevæge sig frem til den tid, Jan Guillou selv har en bevidst hukommelse fra, og det kan ses i de to følgende bind, som jeg har anmeldt på min blog: "Ægte amerikanske cowboybukser" - blog.drustrup.dk/#post13 og "1968" - blog.drustrup.dk/#post108.

Det har betydet, at beskrivelserne ikke længere udelukkende baserer sig på omfattende research, men nu også på Guillous egen hukommelse og oplevelser. Derfor har de to bøger - og den nye som jeg anmelder herunder - i nogen grad også ændret stil. Det gælder især "1968" og den nye, hvor forholdsmæssigt lange passager beskriver holdninger i og stridigheder blandt venstrefløjens fraktioner. Det har givet blandede anmeldelser, hvor flere har ønsket stilen fra især bind 1 "Brobyggerne" tilbage.

Sådan har jeg det ikke! Jan Guillous formål er fra sit udgangspunkt at beskrive de forskellige epoker i de hundrede, den er planlagt at dække frem til 11. september 2001 med World Trade Center. Og tiderne skifter undervejs, så beskrivelserne af en familie, et land, en region og politiken må nødvendigvis være forskellige fra omkring 1900 og til 1970'erne.

Vel er der store forskelle mellem de nu første 8 bind i serien, men overordnet set er serien "Det Store Århundrede" en efter min mening genial serie, der vil stå som et hovedværk i nordisk litteratur. Det er en indsats fra Guillous side, der burde udløse litterære priser af højeste karat, selv om han sikkert ikke selv ville ønske det.

Derfor: Læs HELE serien og således også den helt nye "Dem der dræber drømme sover aldrig" - der for mig står som en af seriens allerbedste bøger!


Min anmeldelse af denne bog:
I denne bog spiller både politiske rænkespil, dramatiske begivenheder, korrupte medier og personlige tragedier centrale roller, men sandelig ikke uden humor af forskellig art. Selv om berufsverbot, terrorgrupper, modstandsbevægelser, ulovlige overvågninger, brutale politifolk, juridiske spidsfindigheder, stridende venstrefløjsgrupperinger og internationale politiske sager danner baggrunden for bogen og tiden, så er der tale om en roman - og en stærk en!

Gennem det hele går der nemlig personlige røde tråde lige fra familien Lauritzens interne forskelligheder, der bl.a. viser sig i arvesager og familiemøder, og til historien om Jan Guillous egen involvering i afsløringen af en hemmelig efterretningsgruppes ulovlige spionage mod den svenske venstrefløj. Virkelighedens Guillou hedder i bogen Erik Ponti, og virkelighedens tidsskrift Folket i Bild/Kulturfront hedder Folkets Avis i bogen. Sådan er der helt sikkert mange flere nøglereferencer, men det er ikke afgørende for læseoplevelsen at kunne gennemskue dem alle.

Afgørende er det, at Guillous interne og personlige viden om tiden og engagementet i dens politiske forhold formidles på ualmindelig fremragende vis i romanform. Forhåbentlig vil historien om tiden og dens på mange måder markante begivenheder blive stående endnu stærkere i både nuværende og kommende generationer bevidsthed efter læsning af denne roman. Det er sådan noget, romaner kan. Det er der flere eksempler på.

Jeg kan kun give bogen - og hele serien - mine maksimale 5 stjerner. Havde jeg flere, fik bogen også dem.

Jan Guillou
Dem der dræber drømme sover aldrig
(Det Store Århundrede; 8)
Modtryk, 2018
435 sider

PS:
På allersidste side i bogen dukker der en central hovedperson op fra en af Guillous andre serier. En mand med samme navn som formanden for bestyrelsen i Guillous svenske forlag Piratförlaget. Gu' ve' om han kommer med i seriens kommende bind?!

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.





  • Comments(0)//blog.drustrup.dk/#post191

Sara Paborn: En hustrus hævn

Alt muligt andet godtPosted by Per Drustrup 07 Oct, 2018 12:05

Fra bogens bagside:
Irene Husvig er bibliotekar og har i 39 år været gift med kabelmontøren Horst. Hun er kørt træt i hans brovtende facon og konstante spydigheder. Ved et tilfælde finder hun en kasse blylodder i kælderen, og pludselig står alting klart: Hun vil af med sin mand.

Irene begynder med stor entusiasme og opfindsomhed sin rejse fra grå mus til amatørkemiker med dødelig viden om toksiner.

En hustrus hævn er en dramatisk historie om et ægteskab i opløsning, om en kvindes vej til frihed - og om en giftmorder. Det hele fortalt med bitter humor.


Min anmeldelse:
Da jeg læste om bogen, var jeg helt sikker på, den skulle læses, samt at den lige var noget for mig: En krimisag med en ikke helt ung bibliotekar! Det lød spændende og interessant - og det var den også!

Jeg grinede højt, fniste og smilede mange gange undervejs, så ud over at rumme en krimisag/et mord og en fascinerende historie om et dødt ægteskab, så er bogen ret morsom. Det er også en klog og tankevækkende roman. (Jeg indsætter enkelte citater fra bogen undervejs for at vise lidt af det).

Jeg spiste min første yndlingsbog. Jeg var seks år. Den hed ironisk nok, Drengen der ikke ville spise. Jeg rev siderne ud en af gangen, krøllede dem sammen til små kugler og slugte dem.

Fascinationen af bøger var en af grundene til, at den jeg-fortællende hovedperson, Irene, blev bibliotekar. Og bogen rummer mange herlige betragtninger over, hvordan arbejdet som bibliotekar har ændret sig på hendes (og mine) cirka 40 år på et folkebibliotek. Hendes holdninger til bibliotekernes ændrede indhold og rolle er ramt på pletten, vil nogen sige. Endelig er hendes gerninger i forbindelse med kassation af bøger absolut fantastiske og anarkistiske. Det kan jeg rigtigt godt lide.

Hun bliver gift med en logisk tænkende, rigeligt struktureret og meget dominerende mand, der forviser hende og de få bøger, han ikke smider væk, til et kælderrum, så han kan få plads til sit hifi-udstyr på hendes (tidligere) læseværelse på loftet.

Ellers var han mest bare kedelig. Overbevist, som han var om at havde ret. Sikker i sin sag. Sine fornuftige valg. Sin logik.
Er det en forbrydelse at være kedelig? Jeg vil ikke udelukke det.

Den forbrydelse vælger hun at straffe og arbejder indædt på at generobre sin frihed - og på alle måder med inspiration i bøger bl.a. dette inspirerende citat fra Nordisk Familieleksikon:

Uagtet at ægteskabet indgås for livstid, kan det dog frafaldes ved den ene parts bortgang.

Så tager Irene fat, og hele processen beskrives grundigt, så bogen næsten er en gør-det-selv-anvisning, men kun næsten for undervejs hjælper tilfældet også Irene (lidt). Bogen begynder med Irenes udsagn om, at det er seks år siden, hun begik sin utraditionelle crime passionnel, og ingen er på sporet af hende

Vi kender altså udgangen på bogen fra begyndelsen og ved, at det går godt (for Irene). Men det betyder ikke noget negativt for læseoplevelsen. Det giver mere ro ved læsningen, for der er ingen krimigåde, der skal løses, og alligevel er der et herligt twist til sidst.

Jeg kan på flere måder anbefale bogen til læsning ud fra meget forskellige synsvinkler:

- Som en herligt underholdende og tankevækkende bog på dejligt få og velformulerede sider.

- Som en anderledes krimi om to forbrydelser (mandens ved at være så dominerende og kedelig og konens ved at slå ham ihjel).

- Som en tankevækkende bog om et ægteskab med problemer, som ihvertfald den ene part har øje for og gør noget ved.

- Som en bog med på én gang subtil og mere grov humor.

Den må nødvendigvis have de maksimale 5 stjerner i min kategori "Alt muligt andet godt", idet jeg ikke synes, jeg vil karakterisere og karaktergive bogen i kategorien "Krimi og spænding" på trods af de kriminelle elementer.
Som krimi giver jeg den 4 krimihjerter på krimifan.dk.

Sara Paborn
En hustrus hævn
Modtryk, 2018
208 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.






  • Comments(0)//blog.drustrup.dk/#post183

Tracy Chevalier: Æblehaven

Alt muligt andet godtPosted by Per Drustrup 05 Oct, 2018 21:47

Fra bogens bagside:
År 1838:
James og Sadie Goodenough har slået sig ned, hvor deres hestevogn sad fast. I den mudrede, stillestående sump i det nordvestlige Ohio. Sammen med deres fem børn arbejder de utrætteligt på at tæmme deres jordstykke ved at købe ungtræer fra den lokale træsælger, kendt som John Appleseed, så de kan dyrke de halvtreds æbletræer, det kræver at afmærke deres grund. Men den plantage, som de planter, lægger spiren til en lang kamp. James elsker æblerne, der minder om deres lettere vilkår i Conneticut; hvorimod Sadie foretrækker den æblebrændevin, de laver, et alkoholisk fristed fra det brutale plantageliv.

År 1853:
Deres yngste søn Robert vandrer gennem guldfeberramte Californien. Hvileløs og hjemsøgt af den nedbrudte familie, han efterlod, har han vandret alene gennem landet. I en lille skov af rødtræer og amerikansk kæmpefyr finder han en smule trøst ved at samle frø for en naturalist, som sælger planter fra den nye verden til gartnere i England. Men selv i Amerika er der en grænse for, hvor langt man kan løbe, og da Roberts fortid uventet haler ind på ham, må han beslutte sig for, om han vil drage videre igen eller omsider slå sig ned selv.


Min anmeldelse:
Jeg nød Tracy Chevaliers bog "Pige med perleørering" rigtigt meget, og derfor gav jeg denne helt anderledes roman en chance. Det skete også, fordi historien efter bagsidens tekst bygger på de barske naturgivne vilkår, datidens indvandrere og nybyggere i USA måtte leve under. Både tiden og det med naturen fascinerer mig også.

Historien fortælles primært i 2 hovedafsnit dog med mellemliggende små afsnit til at knytte delene sammen. I første afsnit følger vi familien, mens de under ganske trøstesløse vilkår forsøger at skabe sig et tåleligt liv, men forgæves. Da alt falder sammen, følger historiens andens del sønnen Robert og hans vej vestpå, hvor han ender i Californien.

Bogen har ikke samme charme og tone som "Pige med perleørering", men det er alligevel en godt fortalt historie, der giver en helt anden indsigt i den tids besværligheder ud over western-niveauet og Laura Ingalill Wilders univers. Det er også en historie med stærke personer, hvor især Robert er den markante person.

Det er ikke Nobelpris-verdenslitteratur, men det er en god, varm og interessant historie formidlet af en rigtig god fortæller.

Bogen føjer sig smukt ind mellem de øvrige bøger med historisk baggrund, som Tracy Chevalier har skrevet. Også "Æblehaven" bygger på historiske facts, og Chevalier blev inspireret af et par værker til at lave sin version af historien. I et efterskrift har hun beskrevet sine inspirationskilder og senere værker, hun har brugt som baggrundsstof. For mig giver det romanen yderligere dybde - også som skønlitterært værk.

(Billedet, jeg har lavet til illustration af min anmeldelse, består foruden bogens forside bl.a. af billeder fra en tur, vi i 2015 havde til netop de steder, bogen foregår i sidste halvdel: Murphys og Calaveras med de kæmpestore mammuttræer. Desuden er der meget passende indsat billede af en kogle fra netop mammuttræerne samt af et æble.)

Jeg giver bogen 4 stjerner ud af mine 5 mulige.

Tracy Chevalier
Æblehaven
Jentas, 2017
320 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.



  • Comments(0)//blog.drustrup.dk/#post182

Peter Wohlleben: Brugsanvisning til skoven

Alt muligt andet godtPosted by Per Drustrup 26 Sep, 2018 21:26

Fra bogens bagside:
Igennem guiden får du det vigtigste af Peter Wohlleben skovvisdom serveret på en overskuelig, praktisk og underholdende vis.

Du får blandt meget andet at vide, hvordan man orienterer sig i skoven uden kompas og GPS samt hvilke bær, svampe, blade og skud, man kan samle, plukke og spise. Du får de bedste tips til, hvordan man aflæser dyrespor, og hvor og hvornår man bedst kan iagttage de vilde dyr.

Der er forslag til, hvad man kan opleve sammen med børn i skoven, og hvordan man kan tilbringe en uforglemmelig nat i skoven. Endelig fortæller Peter Wohlleben om, hvordan en tur i skoven i henholdsvis februar, maj, august og november kan blive til en helt særlig oplevelse.



Min anmeldelse:
Jeg har læst 2 af forfatterens bøger, der er oversat til dansk, og derfor ville jeg meget gerne læse og anmelde også denne seneste bog. Både "Træernes hemmelige liv" og "Dyrenes hemmelige liv" var fascinerende med deres engagerede formidling i en kombination af personlige erfaringer og videnskabelige fakta. "Dyrenes hemmelige liv" bringer tankevækkende input og dyrs instinkter og reaktioner, og den har jeg anmeldt her http://blog.drustrup.dk/#post103

Jeg synes, det er en rigtig interessant bog, der formidler god viden på en god og engagerende måde. Det har været en stor fornøjelse at få formidlet forfatterens store erfaringer med at færdes i skoven på en livgivende og nysgerrig måde. Den slags oplevelser kan ikke formidles ofte og grundigt nok, så på den måde er bogen super anvendelig. Samtidig er den en fornøjelse at læse.

Min eneste anke er, at bogen har et centralt problem, da den mht. regler for færdsel i naturen udelukkende refererer tyske forhold, når den beskriver, hvad man må i både de private og offentligt ejede skove. Der er reglerne markant anderledes i Danmark, og det synes jeg godt, oversætteren/forlaget kunne have skrevet ind. Det ville markant have forøget bogens brugsværdi i Danmark. Benytter man bogens anvisninger til f.eks. tidspunkter og måder man må færdes på i private skove, overtræder man lovgivningen, og det er ret problematisk.

Når det er sagt, så rummer bogen så mange gode praktiske råd til at opnå fantastiske oplevelser på helt enkel vis, at den bør anvendes bredt i familier, skoler og børnehaver m.v. Forfatteren siger selv, at bogen ikke er et opslagsværk, men en appetitvækker, så lær f.eks at bruge alle dine sanser i skoven og prøv at lave skovtyggegummi.

Bogen får 4 stjerner på trods af min anke om konflikten med lovreglerne om færdsel i danske skove.

Peter Wohlleben
Brugsanvisning til skoven
People's Presse, 2018
266 sider

Bogen er modtaget fra forlaget som anmeldereksemplar.



  • Comments(0)//blog.drustrup.dk/#post180
Next »