Drustrups Bogblog

Drustrups Bogblog

Følg med

Send mig en mail HER og få besked, når der er et nyt indlæg

Kasper Hoff: Rygtet om hendes død

Alt muligt andet godtPosted by Per Drustrup 20 Sep, 2017 21:46

En velskrivende forfatters ideer om eller visioner for kunstig intelligens. En både underholdende og tankevækkende historie om hvordan Beate Nielsen efter sin død overlever som digital person med intelligens og intuition. Titlen spiller sikkert på udsagnet fra humoristen og satirikeren Mark Twain: "Rygterne om min død er stærkt overdrevet", og det er ret velvalgt.

Fra bogens bagside:
Beate Nielsen er en verdensberømt hjerneforsker. Da hun rammes af en dødelig kræftsygdom, iværksætter hun sit største og mest ambitiøse projekt nogensinde: Hun vil genskabe sin egen hjerne i en computer, så hun kan fortsætte med at eksistere efter sin død.

Beates projekt får uoverskuelige og vidtrækkende konsekvenser, ikke mindst for hendes voksne søn, Morten. For hvad stiller man op, når ens mor genopstår som en stemme i en urne?

Rygtet om hendes død er en humoristisk familieroman om menneskets evige drøm om at overvinde døden, om familierelationer og om, hvad det vil sige at være menneske.


Min anmeldelse:

Jeg synes, det er for lidt at kalde bogen en humoristisk familieroman.

Vel kommer der groteske og morsomme optrin ud af mødet mellem den ualmindeligt veltalende og velargumenterende digitale version af Beate Nielsen og personerne omkring hendes urne, der er online med den computerbaserede personlighed.

Vel kommer sønnen Morten og hans kone ud i en alvorlig - og samtidig for os læsere underholdende - krise som søn og svigerdatter til en person med (måske) to liv.

Men jeg mener, det er oplagt også at læse dybere i bogen, som med sin beretning, om hvordan Beate Nielsen genskabes som digital person med intelligens og intuition, føjer en velskrivende forfatters tanker til diskussionerne af kunstig intelligens.

Det emne forskes der i over hele verden, og selv om de aktuelle resultater f.eks. med talende svarmaskiner - chatbots - ikke har været overbevisende, vil kun fremtiden - og sikkert ikke om så længe - vise, hvor langt ud det vil udvikle sig. Uden at jeg forventer samme litterære udødelighed som disse forfatteres, så kom jeg til at tænke på George Orwell og Jules Verne, hvis forestillinger om fremtiden i nogen grad viste sig at holde stik. Om det kommer så vidt, som Kasper Hoff har digtet, er ikke til at vide, men som samfundssatire/fremtidsvision er bogen ikke kun underholdende, men også interessant.

Derfor får den 4 stjerner fra mig.

Kasper Hoff
Rygtet om hendes død
Modtryk, 2017
230 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.



  • Comments(0)//blog.drustrup.dk/#post102

Ole Thorstensen: En tømrers dagbog

Alt muligt andet godtPosted by Per Drustrup 15 Sep, 2017 21:18

Selv om det er en bog i romanform om et konkret byggeprojekt med indretningen af et loftrum til beboelse, kan den læses generelt og dybere om emner som kvalitet, nøjagtighed, samarbejde, faglig stolthed, menneskelige relationer, et godt arbejdsliv, økonomi, tilfredshed, masseproduktion eller håndværk.

Fra bogens bagside:
Vi følger byggeprojektet fra det øjeblik, det sættes i gang med en opringning fra en kunde. Vi følger de indledende forhandlinger; arbejdet med tegningerne; samarbejdet med en lang række fagspecialister: malere, murere, blikkenslagere, elektrikere; håndteringen af materialerne; det hårde arbejde fra start til slut og frustrationerne undervejs, når noget går galt, og den glæde og tilfredstillelse, som de gode løsninger og det veludførte arbejde giver.

Hvorfor er det, at manuelle færdigheder i dag er undervurderet? Når alt kommer til alt, giver arbejdet med hænderne tid til tanken. Med alle sine praktiske detaljer udgør bogen også en filosofi om det manuelle arbejdsliv.

Min anmeldelse:
Vel er det en tømrers fortælling om et projekt, hvor en familie skal have indrettet deres loftsrum med børneværelse, stue og badeværelse - altså en praktisk og med hammer og tommestok håndholdt beskrivelse af hele processen i detaljer og med flere arbejdsskitser og tegninger.

Vel er det en fagpersons tekst om en arbejdsproces beskrevet med en del fagtermer, der kunne have gjort teksten alt for indforstået.

MEN forfatteren er en tænksom og velskrivende norsk tømrer, der løfter sin historie flere etager op over en ren byggeteknisk tekst.

Jeg har forsøgt at abstrahere fra mit indre og manuelle håndværkergen for at vurdere målgruppen, og for at finde ud af, om sådan en lidt spøjs og ret usædvanligt vinklet bog kan interessere bredt? Resultatet blev: Ja, det burde den, og det kan den!

Disse folk kan have fornøjelse af at læse den - og sikkert mange flere:

- Alle der har fået bygget hus.

- Alle der har haft håndværkere til at lave en større eller mindre ombygning eller reparation på deres bolig.

- Alle professionelle håndværkere.

- Alle bygningsingeniører, bygningskonstruktører, arkitekter og tilsvarende fagpersoner.

- Alle der har lavet gør-det-selv-arbejde på deres egen bolig - og måske endda nyder det.

- Alle der har lyst til at læse velskrevne bøger med særlige vinkler og som kan abstrahere fra, at de måske ikke forstår alle fagtermer, men til gengæld vil opdage dybden.

Som I kan se, er jeg fascineret af bogen. Den bliver nok aldrig et stort hit, men der er kort fortalt alle mulige grunde til, at denne bog skal læses bredt, og jeg giver denne gang ikke stjerner til bogen, men 4 ud af 5 mulige stemmejern for bogens charme, sprog og særlige vinkel.

Ole Thorstensen
En tømrers dagbog
People's Press, 2017
234 sider

Bogen er modtaget fra forlaget som anmeldereksemplar.



  • Comments(0)//blog.drustrup.dk/#post101

Turen går til bøgernes Verden

Alt muligt andet godtPosted by Per Drustrup 13 Sep, 2017 16:42

Jeg synes, det er meget passende at lade denne guide til en rundrejse i den litterære verden være blogindlæg nr. 100 på Drustrups Bogblog.

Kathrine Tschemerinsky har som antropolog og redaktør for Politikens Rejsebøger udvalgt romaner og rejselitteratur fra Afrika, Mellemøsten, Americas, Asien, Oceanien og Europa.

Der er ingen grund til at blive hjemme! Tag denne inspirerende litteraturguide til rejser med på din næste tur - uanset om den foregår i din læsestol eller ude i verden.

Fra bogens bagside:
"Hvad skal jeg læse på min næste rejse?" Det er spørgsmålet, Turen går til bøgernes Verden svarer på. Bogen indeholder omtaler af skønlitteratur og rejsebeskrivelser fra en række populære og mindre populære destinationer. Det er berigende at opleve destinationen gennem bøger, der udspiller sig netop dér, hvor man befinder sig. Litteratur lægger nye dimensioner til oplevelsen af rejsemålet, fra Paul Austers New York til Orhan Pamuks Istanbul. En anderledes guidebog, der stimulerer til at rejse - og til at læse.

Min anmeldelse:
Uanset om jeg ser på udvalget af bøger fra steder, jeg har været, eller om det er afsnit med bøger fra steder, jeg er på vej til, eller som jeg gerne vil besøge, så er denne bog en fascinerende inspiration til at læse eller genlæse gode bøger fra alle stederne.

Det er forfatterens subjektive udvalg af bøger foretaget i samarbejde med forfatterne af de rigtige guidebøger i Turen Går til-serien, og udvalget kan - ligesom guidebøgerne - aldrig blive totalt dækkende. Det havde jeg heller ikke regnet med på så relativt få sider, men udvalget af bøger fra de steder, jeg kender lidt til, er på alle måder relevant og inspirerende. Så kan man som rejsende læser selv rejse videre ad andre litterære veje, hvis der er steder, som er særligt interessante. Det er også muligt at give forslag til titler eller forfatterskaber til kommende udgaver af bogen, så den kan blive endnu bedre.

For hvert land eller destination beskrives bogen ikke bare, men den og forfatterens sættes ind i en relevant politisk, historisk eller litterær sammenhæng, så bogen formidler også på den måde viden og en udvidet læseoplevelse.

Det er primært bøger på dansk, der er med i bogen, men når det har været nødvendigt eller oplagt, er en del af destinationerne også forsynet med oplysninger om bøger på engelsk. Det forøger kun brugsværdien. Den forøges også af indsatte, korte faktabokse om oplagte emner.

En liste over bøger fra afsnittet om Grækenland er kun et kort eksempel på udvalget i bogen, men det viser spændvidden godt: Petros Markaris: Forfaldne lån / Philipp Kerr: Guds hånd / Nicholas Gage: Eleni / Oriana Fallaci: En mand / Homer: Odysseen / Victoria Hislop: Øen / Nikos Kazantzakis: Spil for mig Zorbas og Report to Greco.

Det er ikke en bog, man sætter sig ned og læser fra ende til anden. Det er en bog, man går på opdagelse i for at finde inspiration til både læsning og rejsemål. Udforsk selv bogen videre! Det er bare med at komme i gang - både med at læse og med at rejse! God tur!

En 5-stjernet bog.

Kathrine Tschemerinsky
Turen går til bøgernes Verden
Politikens Forlag, 2017
132 sider

Bogen er modtaget fra forlaget som anmeldereksemplar.

  • Comments(0)//blog.drustrup.dk/#post100
Next »