Drustrups Bogblog

Drustrups Bogblog

Følg med

Send mig en mail HER og få besked, når der er et nyt indlæg

Rosamund Young: Hvad køer ved om livet

Alt muligt andet godtPosted by Per Drustrup 07 Apr, 2018 20:53


Fra bogens bagside:
Køer kan være intelligente, opfindsomme, de kan være frembrusende og stolte, kærlige og godmodige eller vagtsomme og beregnende.

Køer er med andre ord lige så forskellige som mennesker, og når de får lov at udfolde sig frit og følge deres naturlige instinkter, drager de i høj grad omsorg for og knytter sig til hinanden.

Rosamund Young har i årevis iagttaget samspillet mellem dyr og mennesker på sin fødegård, og hendes fascinerende og finurlige beskrivelser kan lære os et og andet om livet.


Min anmeldelse:
Dybere viden om dyr og naturen har altid interesseret mig, især når engagerede og vidende folk formidler deres indsigt på levende måde.

Jeg har tidligere med fornøjelse læst og skrevet om Peter Wohlleben: Dyrenes hemmelige liv - læs her blog.drustrup.dk/#post103, hvor han på videnskabeligt grundlag beskriver og systematiserer sin iagttagelser af dyr i naturen.

Derfor så jeg også frem til at læse denne bog om især køernes indbyrdes reaktioner og følelser, og der viste sig også at være rigtigt mange interessante og underholdende beskrivelser af forfatterens liv med køerne på din og familiens økologiske kvæggård i Storbritannien. Hun beskriver mange kalve og køers individuelle karaktertræk og familietræk. Baggrunden for bogen er primært dyrevelfærd og forståelse for køernes forskelligheder og individuelle behov, men det er efter forfatterens mening også økonomisk bedre at tage sig af sin besætning på denne måde.

Jeg er sikker på, at mange i landbruget vil kunne lære nyt af bogen og samtidig være underholdt - og sikkert også provokeret eller uenige. Men også folk udenfor landbruget og med interesse for dyr og dyrevelfærd vil kunne have fornøjelse af den charmerende og kloge bog.

Jeg har dog et vigtigt forbehold for bogen, idet det er en ret rodet omgang at læse bogen fra ende til anden. Der mangler struktur, og så er der for mange spring og gentagelser. Måske ville det være bedre at læse den i små bidder. Læst mere eller mindre i ét stræk fungerer bogen desværre ikke så godt.

Led ikke efter den blandt romanerne ved boghandleren eller på biblioteket, for den står som fagbog sammen med de andre bøger om kvægavl, og det er synd for udbredelsen.

Den får 3 stjerner af mig, og ville ved et strammere struktureret indhold få en stjerne mere.

Rosamund Young
Hvad køer ved om livet
Don Max / Politikens Forlag, 2018
159 sider



  • Comments(0)//blog.drustrup.dk/#post141