Drustrups Bogblog

Drustrups Bogblog

Følg med

Send mig en mail HER og få besked, når der er et nyt indlæg

Julie Hastrup: Mirakelmanden

Krimi og spændingPosted by Per Drustrup 20 Jun, 2017 21:54

Fra bogens bagside:
Drabsefterforsker Rebekka Holm er sygemeldt efter et voldeligt overfald, og derfor rejser hun til Stockholm for at komme sig hos sin svenske kollega og kæreste Niclas Lundell. Men den afslappende miniferie udvikler sig i løbet af få dage til et mareridt.

Niclas har travlt med sin egen private efterforskning af omstændighederne ved sin tidligere kones død, men han afviser Rebekkas tilbud om hjælp. Optændt af frustration og nysgerrighed går hun selv i gang med at undersøge, hvad der egentlig skete, da Magdalena Lundell omkom. Lidt efter lidt erfarer hun, at Niclas har holdt vigtig information om sit ægteskab hemmelig, hvilket får Rebekka til at tvivle på, om hun overhovedet kan stole på ham.

Samtidig opdager hun, at Magdalena i det skjulte arbejdede på en historie, som handlede om forsvundne mennesker, der har lidt grufulde skæbner, og som alle kan kædes sammen med én dødsensfarlig person. Rebekka er nødt til at gå i Magdalenas fodspor, som fører hende til Finland, hvor hun spindes ind i en vanvittig morders dræbende net....

Min anmeldelse:
Ofte er der ikke sparet på det positive i forlagenes lovprisninger og beskrivelser på bogbagsider, og således heller ikke her på "Mirakelmanden". Instinktivt gør det mig skeptisk. Det samme gælder for mig mht. de mange citater fra positive anmeldelser, jeg ikke har kunnet undgå at se, siden bogen udkom.

MEN efter læsning af krimien blev min (sunde?) skepsis gjort helt til skamme!

Historiens hovedplot er Rebekka Holms efterforskning, der samtidig bliver vævet ind i Niclas Lundells arbejde med at finde beviser på, at en østeuropæisk gangstertype står bag konens død - en helt privat efterforskning, som han er den eneste, der er overbevist om, vil afsløre hele sandheden om hans kones død.

Rebekka går derimod sin helt egne og farlige veje, for ved at genoptage den sag, som Magdalena var i gang med at efterforske, da hun blev dræbt, aktiverer hun farlige modreaktioner.

Hun bevæger sig ind i psykiatrien, blandt hjemløse, i den journalistiske verden og til Finland på sporet af sandheden om en lang række forsvundne personer og måske om mordet på Niclas tidligere kone. Det er en dramatisk handling med mange voldsomme episoder, hvor der ikke lægges fingre imellem, og Julie Hastrup har godt styr på handlingen samt på fortælleformer, så spændingskurven holdes stramt stigende med overraskelser undervejs. Lige som det skal være!

Hvem er Mirakelmanden, hvem kan Rebekka stole på, og overlever hun, så der kan komme et syvende bind i serien om hendes dramatiske efterforskninger? Jeg siger ikke mere, men opfordrer til at man selv læser bogen og bliver præsenteret for effektiv og velskrevet underholdning.

Jeg har efter læsning af de utallige, svenske skærgårdskrimier svært ved at forestille mig en fredelig skærgårdsferie i Sverige. Nu har Julie Hastrup gjort det svært at tage til den finske skærgård, men hun skal være tilgivet.

Bogen får 8 skydeskivepoint her på min egen blog, 4 krimihjerter på krimifan.dk samt 4 stjerner andre steder.

Julie Hastrup
Mirakelmanden
Politikens Forlag, 2017
380 sider



  • Comments(0)//blog.drustrup.dk/#post80