Drustrups Bogblog

Drustrups Bogblog

Følg med

Send mig en mail HER og få besked, når der er et nyt indlæg

Jakob Melander: Fjenden iblandt os

Krimi og spændingPosted by Per Drustrup 09 Mar, 2019 00:56

Fra bogens bagside:
Ghettobebyggelsen Oksevænget på Bellahøj i København har længe været i mediernes fokus med kriminalitet, etniske spændinger og social problemer. Men med en lang, sej indsats er det lykkedes kommunen og beboerforeningen at få vendt den nedadgående spiral.

Dansk Folkepartis borgmester i København, Kristian Havholm, vil ind i landspolitik, og sammen med sin særlige rådgiver planlægger han at besøge området. Københavns Politi står i et dilemma: Nægt og få pressen og halvdelen af Folketinget på nakken, eller giv tilladelse med risiko for optøjer, der kan brede sig til hele byen.

Politidirektøren vælger at lægge en jernring om Oksevænget. Ingen kommer ud, og ingen kommer ind, så længe borgmesteren er på stedet.

Men netop som Kristian Havholm og hans rådgiver er på vej i borgmesterbilen, og den samlede danske presse står linet op uden for afspærringen, finder en beboer liget af en otteårig pige i en skraldecontainer - og porten til helvede er åbnet.

Politiassistent Lars Winkler, der netop er vendt tilbage efter to ugers tvungen orlov, udnævnes til efterforskningsleder. Det bliver sytten timer i Oksevængets heksekedel - og med Kristian Havholm i en overraskende rolle - som Lars sent vil glemme.


Min anmeldelse:
Klokken 8:32 begynder historien om den barske virkelighed i den fiktive og dog virkelighedstro ghettobebyggelse fortalt gennem en række af beboerne, de involverede politifolk med Lars Winkler i spidsen samt borgmesteren, der har store politiske ambitioner og vilje til at bruge medierne til egen fordel.

Historien slutter klokken 02:59 efter en voldsomt dramatisk dag, som læserne guides gennem stramt kronologisk og i korte afsnit med skiftende hovedpersoner. Fortælleteknisk virker det rigtigt godt og medvirker til, at historien holder en støt stigende spændingskurve.

Det er selvfølgelig ikke en dokumentar, men historien virker helt sandsynlig og rummer alle de konflikter, som jeg har hørt om fra virkelighedens lignende bebyggelser: mellem forskellige religiøse og etniske fraktioner, indbyrdes i familier, mellem politi og beboergrupper, mellem beboere og politikerne osv.

Jeg har nydt de øvrige bøger i Melanders serie om Lars Winkler rigtigt meget, og har også hygget mig med de mange referencer til musik, som jeg ikke synes er så tydelige i denne bog - og jeg har også nydt og være holdt godt spændt undervejs af denne bog.

Jeg giver bogen 8 sikre point på min krimispændingsskydeskive og 4 krimihjerter på krimifan.dk.

Jakob Melander
Fjenden iblandt os
People's Press, 2019
380 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget