Drustrups Bogblog

Drustrups Bogblog

Følg med

Send mig en mail HER og få besked, når der er et nyt indlæg

Nele Neuhaus: Den der sår vind

Krimi og spændingPosted by Per Drustrup 30 Aug, 2017 00:31

Politimakkerparret Pia Kirchhoff og Oliver von Bodenstein er involveret i en dramatisk sag med miljøpolitik, vindkraft, internationale klimaændringer og konflikter på deres hjemegn i de tyske Taunus-bjerge.

Fra bogens bagside:
En nattevagt i vindmøllefirmaet WindPro styrter i døden i firmaets storslåede, højloftede forhal i glas og stål. En brakmark i lillebyen Taunus er pludselig tre millioner euro værd og koster desuden en gammel mand livet.

Den gamle mands børn er i økonomisk uføre, vindmøllefirmaet er grunden og anti-vindmølleaktivisterne griber gerne til vold. Grøn energi, idealisme, familiedrama og begærlighed eller ærgerrighed? Hver enkelt mistænkte har sit eget, tilstrækkelige motiv.


Min anmeldelse:

Bogen er nummer 5 i serien og den anden på dansk. Da jeg på Krimifan.dk bloggede om bind 4 i serien, "Snehvide skal dø", der udkom på dansk i 2016 som den første af forfatterens bøger, skrev jeg, at den sagtens kunne læses selvstændigt (det gælder også denne), og at forlaget gerne måtte udgive mere fra serien, og det er nu heldigvis sket.

Bogen er nemlig rigtigt spændende, og plottet er med sine miljø- og vindkraftpolitiske vinkler både interessant og relevant. Samtidig er det godt at læse krimier, der foregår i andre miljøer og lande, og det gør denne med sin placeringen i et landsbymiljø i Tyskland.

Foruden dødsfaldene er der flere andre spor og andre emner at efterforske, samtidig med at de to efterforskeres privatliv også spiller ind, så med de mange handlingselementer og en detaljeret tekst er det blevet en omfattende bog, der kan virke kompliceret og lidt lang, men giv ikke op!

Om "Snehvide skal dø" skrev jeg sådan, og det passer lige så præcist på denne nye, så derfor skriver jeg det igen:

Kan du lide krimier med indviklede plots og mange spor i flere retninger samt med mange personer og interessante politifolk, så prøv denne bog. Du vil være nødt til at læse bogen færdig – hurtigt. Det vil du for dels at finde ud af, hvordan det hele kan komme til at hænge sammen, og fordi den er spændende.

Jeg kan i høj grad anbefale at læse den, og giver den gerne 8 krimiskydeskivepoint her på min blog og 4 krimihjerter på krimifan.dk.

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.

Nele Neuhaus
Den der sår vind
People's Press, 2017
481 sider





  • Comments(0)

Fill in only if you are not real





The following XHTML tags are allowed: <b>, <br/>, <em>, <i>, <strong>, <u>. CSS styles and Javascript are not permitted.